Konsultationer

Du skal have en henvisning fra egen læge for at få konsultation i klinikken. Du må forvente ventetid på næsten 2 år, hvilket betyder at du må vælge med omhu i forhold til afstand til klinikken og hvilken hjælp du ønsker. Undertegnede er at betragte som en almindelig psykiater, hvor diagnose og medicinsk behandling fylder meget.

Psykoterapi hos undertegnede foregår i udvalgte tilfælde, hvis der i løbet af udredning og behandling ses at være behov for dette. Hvis du mest er interesseret i samtaleterapi, da vil en psykolog formentlig være mere fordelagtig.

Der benyttes ICD-10 diagnose system (ICD 11 er på vej, men fuldt ikke implementeret), hvor udredning og behandling angår de gængse psykiatriske diagnoser. Hvis der fra kommunal side er ønske om mere uddybende hjælp (til eksempelvis autisme), da vil kontakt med en psykiater, som ikke har aftale med sygesikringen være bedst.

Du får en SMS besked / advisering dagen før planlagt konsultation. (Hvis din tid er mandag, så dog typisk info-SMS torsdag i ugen før).

Husk sygesikringsbevis til identifikation.

Der udskrives en behandlingsplan til dig tidligt i forløbet, som også sendes elektronisk i kopi til den læge der har henvist dig.

E-konsultationer foregår efter at du er registreret via sekretær her i klinikken.

Der benyttes ikke “elektronisk” receptfornyelse, så ved ønske om ny recept, da sker det ved personlig samtale eller E-konsultation.

Når behandlingsforløbet er afsluttet, da vil der blive sendt en meddelelse (epikrise) til egen læge om diagnose, behandling og retningslinjer for videre behandling hos egen læge.

———–

Der vil blive registreret diverse stamdata, oftest via opringning ved sekretær, eller ved første fremmøde.

Derefter formuleres det psykiatriske problem, hvor der også er en almindelig lægelig vurdering af højde, vægt, hjerte- og lunge-funktion, blodtryk, puls, behov for EKG (hjertekardiogram) og blodprøver. Dette er enklest, eftersom diverse typer medicin har bivirkninger der skal holdes øje med, også ud fra hvorledes det ser ud inden der er givet medicin.

Foranstående primære undersøgelser er ud fra gældende anbefalinger fra sundhedsstyrelse mm. – nogle gange tales om KRAM faktorer (Kost – Rygning – Alkohol – Motion).

Ved de første konsultationer registreres også allergi for lægemidler eller andet, somatik (fysiske sygdomme), medicin via egen læge, stoffer/misbrug, familieforhold/venner/sociale forhold, psykisk lidelse i familien, oplysninger i henvisning fra egen læge, uddannelse/job, henvisningsårsag/bestilling, selvmordstanker m.m., så der er en del at få på plads i starten – det kan være lidt tålmodighedskrævende. Jeg har god erfaring med at der er pårørende med til første konsultation, således at problemstilling kan uddybes; og så husker 2 personer bedre end én person.

Der er på én henvisning mulighed for flere konsultationer. Nogle patienter har 2-3 konsultationer til at få og forstå en diagnose, hvor de fleste ender på at have 5-8 konsultationer for at få udredning, diagnose og opstart af medicin. Enkelte gange er det nødvendigt med flere konsultationer – hvor dagligdagen i klinikken også angår at afslutte forløb, således at andre kommende patienter ikke kommer til at stå for længe på venteliste.

———–

———–

Der har været enkelte patienter som har givet små gaver, en kop kaffe eller på anden vis været venlige at påskønne undertegnede/personale. Det har altid været behageligt at opleve dette, og man kan jo diskutere om der er en bagatelgrænse – der har været gode tanker bag en sådan tanke fra en patient. Der er imidlertid generelle og uskrevne regler også ift. sådanne “mellemværender” – og for at der ikke skal herske tvivl om undertegnedes ens behandling af alle, så har jeg valgt at frabede mig sådanne oplevelser – når man tænker lidt over det, så er det til alles bedste.

Ift. lægemiddelfirmaer har der i tidligere år været gode fagligt berigende oplevelser med at være på kongres, sponsoreret. Jeg har været glad for dette, det har været oplysende at kunne se, hvad der har været af nyheder. Det siger jeg ikke nej til; men der er generelle begrænsninger fra lægemiddelvirksomheders side, så omfanget er meget begrænset i disse år, og sådan vil det formentlig også være fremover.

Sygesikringen er betaler af de fleste ydelser hos undertegnede. Regionen er administrator ift. overenskomst. Det sker at der fra regionen er anvisninger af specifikke præparater som i en periode er med tilskud, hvilket undertegnede lever op til.

———–

Sygeplejersken vil tage udgangspunkt i din unikke historie og lære dig bedre at kende. Gennem dialog med dig vil sygeplejersken sammen med dig blive klogere på, hvordan du kan løse dine psykiske problemer. Der er tale om konsultationer hos speciallægen, hvor dokumentation og uddybning i samtalen foregår via sygeplejerske.

Det er væsentligt at få talt om både dine og dine pårørendes behov, erfaringer, ressourcer, forventninger, håb, drømme og ønsker for at forstå din situation.

———–

Formålet med samtaler er at støtte dig i at opnå indsigt, så du oplever dig bedre rustet til at mestre dit liv.